’Vi er tilbøjelige til den misfortolkning at sidestille både venskab og kærlighed, som vi genkender og praktiserer begge dele i forholdet til vores eget køn og i forholdet til f.eks. vores børn, familie og venskaber, med forholdet mellem kvinden og manden: Vi underkender det forplantningsmæssige motiv, der er en instinktiv drivkraft i os og som – i særdeleshed – manifesterer sig i mandens seksuelt opsøgende adfærd. Vi kan godt praktisere (voksne) venskaber på tværs af køn, men der vil som regel (altid?) eksistere en bagvedliggende seksuel parathed hos manden, som det oprin-delige motiv for at relationen overhovedet lod sig udvikle og fastholde. Det taler for, at mandens vedholdenhed i et venskabeligt forhold til kvinden bygger på, at hans seksuelle parathed i forhold til netop hende er uforandret, uanset om han konkret handler på den.’