”Amália, espera um momento! ” – ”Amália, vent et øjeblik!  Lyder det pludselig fra nabobordet, da to yngre kvinder rejser sig. Havde det været på spansk, var jeg nok blevet lidt forskrækket. Men portugisisk lyder mere blødt og melodisk. Lidt efter kommer der to mænd og sætter sig ved bordet. Det er hora de bica, som  man siger her i Portugal, tiden lige efter middagsmaden, hvor portugiserne mødes og drikker deres tyktflydende, stærke espresso, mens de snakker og diskuterer om stort og småt. ”Det eneste, som vi portugisere har formået, er at opdage søvejen til Indien”, siger den ene mand. Sim, e verdade!” – Ja, det er rigtigt! siger den anden, hvorefter han med et smil tilføjer: ”Samt at bygge kirker. Kirker, kirker og atter kirker. Fordi vi er så bange for at ende i Helvede”.