Forholdet mellem praksis og undervisning har altid været et af brændpunkterne i pædagoguddannelsen. Bogen søger at bringe klarhed over, hvad seminarium og praktiksted hver især kan bidrage med i forhold til studerendes læreprocesser. Det stiller særlige krav til institutionerne at være praktiksted, hvor de studerende skal udvikle praksisforståelse og handlekompetencer. Bogen giver et bud på undervisningsformer, som arbejder med temaer fra praksis, og som i særlig grad lægger op til refleksion i bevægelserne mellem praksis og teori. Herunder at udvikle praktisk sans og handleberedskab. Etableret teori anvendes som en buket af muligheder til at forstå fænomener i praksis. Bogen omhandler praktikkens læreprocesser, principper for og ideer til målfastlæggelse i forbindelse med praktikken, vejledningen, indkaldene og evalueringerne. Bogen tænkes anvendt i forbindelse med undervisning på pædagogseminarier samt af vejledere på praktiksteder, der er ansvarlige for den studerendes uddannelse i praktikken.
Forfatterne er seminarielærere.