Bornholm var formentlig i år 0 trods sin beliggenhed eller snarere på grund af denne en del af en større kulturel, social, økonomisk og formentlig også magtmæssig regional sammenhæng. Beboerne havde efter fundene at dømme vide kontakter til omverdenen. Formentlig helt ned til Romerriget. Denne udvikling fortsatte op gennem historien i et stigende omfang, der kun blev begrænset af krige og anden uro forårsaget af en i perioden vedvarende folkevandring i Europa. Krige, som bornholmerne mest sandsynligt også var aktive deltagere i. Den bornholmske befolkning havde allerede ved år 0 organisatorisk gennem en militært præget administration styr på beskyttelsen af øen mod fremmede folks interesse for at besidde den strategisk velbeliggende ø.

   Bornholms betydning steg, da endnu større og langt mere velorganiserede stammer i de omkringliggende områder tilsyneladende tog øen i besiddelse op mod år 400. Derved blev Bornholm en del af et langt større magtmæssigt fællesskab, som aggressivt udfordrede de andre stammer langs Østersøens kyster. Fra den tid må øens historie hele tiden ses i dette lys, da øen fra nu af det meste af tiden videre frem var underlagt andres overordnede styring og udgjorde denne magts yderste østlige forpost.

   Dette medførte naturligt nok en stærk begrænsning i mulighederne for selvstændigt at påvirke sin egen situation. Den lokale ramme for en vis selvstændighed fik yderligere et knæk, da en stærk kongemagt op mod år 1000 og frem i stadig tættere samarbejde med kirkemagten med tiden fik svækket hele rigets og herunder også de bornholmske stormænds magt.

   Så Bornholm var fra nu af kun en passiv aktør i sin egen spændende og usædvanlige historie, hvor ikke mindst kampen mellem konge og ærkebispen i Lund fik stor indflydelse på øens forhold fra ca. 1250 helt op til 1575.