opfattelsen og relationen til landskabet gennem et historisk perspektiv samt landskabets forvandling fra socialt rum til individuel oplevelse. Anden del omfatter landskabsarkitekturens relationer til andre videnskabers positioner og paradigmer, primært inden for humaniora: retorik, hermeneutik, fænomenologi og strukturalisme. Denne del belyser de seneste årtiers paradigmeskift inden for faget og det deraf følgende behov for at etablere en ny kontekst. Tredje del beskriver og definerer nye begreber og metoder: Metaforer kan bruges som en metode til at anskueliggøre og diskutere landskabsarkitektonisk kvalitet. Tegninger kan, både som begreb og metode, beskrive dynamiske vækstprocesser. Antologien henvender sig primært til studerende inden for landskabsplanlægning og landskabsarkitektur, men vil have relevans for alle, der søger at forstå det videnskabsteoretiske grundlag for dette fagområde.