Han samler dem sammen og trækker cyklen hen til et lille vandhul, hvor han sommetider sidder. Der holder en lille flok vildgæs til, syv gråbrune gæs, som ligger og varmer sig i det høje græs. Indimellem har han haft lidt kogte kartofler med til dem, men ellers ved han ikke, hvad de lever af, eller hvorfor de holder til her. Han ved i det hele taget ikke, hvad det er med de gæs, men han kan godt lide at sidde og kigge på dem. Han sætter sig på en væltet træstamme under en hængepil og prøver at finde ud af, hvad det er ved dette syn, syv gråbrune gæs ved et vandhul, der fylder ham med sådan en simpel glæde. Og mens han sidder der, forlader alle tanker ham, selv ønsket om at trænge ind i gæssenes harmløse lille gåde. Det er et øjeblik af absolut skønhed. Hvis han kun skulle foretage sig én ting resten af sit liv, hvis han kunne tage én ting med sig, ville det blive dette: at sidde og se på disse gæs. Det er nok.