hvor akkorderne i den tonale kadence genererer de musikalske spændingsforløb.

Det understreges i bogen, at den samlede struktur af bidragydere til vævet af spænding/afspænding, kort sagt den musikalske stil, er under stadig forandring, og at det er en fejltagelse at tro, at musikkens artikulationsmåder er eviggyldige: Nye måder kommer til, andre glider gradvis ud - ganske som det er tilfældet med vores almindelige sprog. Men denne betragtning indbærer også, at for mange og voldsomme forandringer over en kort tidsperiode er dømt til at gå hen over hovedet på den gennemsnitlige lytter. Den radikale modernisme i 1950´erne er et eksempel på, at komponisternes bestræbelser på at viske tavlen ren og begynde forfra i det store og hele slog fejl.

Forsøg på semantiske fortolkninger af musik afvises. Sådanne kan ikke begrundes videnskabeligt, men tilhører privatsfæren. Ingen fortolkning kan med større ret end en konkurrerende hævde at repræsentere sandheden.