Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende.

Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen.

Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende.

Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for.

Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.