lidelser, selvom det
eneste de ønsker er at leve i fred med sig selv og deres egne flossede
nerver. Udstyret med hver deres mere eller mindre autoriserede
diagnose - særligt sensitiv, mytoman, histrionisk, hypokonder,
sadist, tvangsneurotiker, fatalist og overspejler - involveres de i
en terapeutisk leg, hvis mål det er at blande sig med hinanden og
finde en fælles løsning på deres lidelser. Det viser sig dog hurtigt,
at det er svært at være fælles om noget som helst, når man har nok
i sig selv og frygter for et altid overhængende nervesammenbrud.
Lev i fred med deres nerver tager et abstrakt og satirisk greb på
‘diagnosesamfundet’, hvor det er kutyme, at forstå sig selv og sin
omverden gennem diagnosens forklarende skær, fremfor at grave
sig ned i de dybere eksistentielle afgrunde eller at søge selvforglemmelsen i samværet med andre.