Jeg skulle hele tiden please alle og at have den rette attitude, alt efter hvem jeg var sammen med, for at føle mig god nok og accepteret og ikke være til ulejlighed. Når jeg var sammen med en, skulle jeg være sådan, og når jeg var sammen med en anden, skulle jeg være sådan. Det var besværligt og anstrengende at ”gå i flinkeskolen”. Jeg havde også mange stemmer i mit sind, der fortalte mig og afholdt mig fra at gøre ting, som andre let kunne gøre. Det kom meget af den autoritet, som min far var, fordi han tit afholdt mig fra noget, jeg gerne ville, som ifølge hans skøn, var hans måde at beskytte mig på. Det blev aldrig nævnt, men jeg ved i dag, at det var årsagen.