Linjedansaf Michael Næsted Nielsen

Linjedansen begynder med et ´Overkill´, netop som dagen antager en ´Ableget´ form, og solen kaster sine første stråler på ´En sær robot´, der søger forgæves efter ´Frelse´, og lader sine ´Robotbørn´ se på, ´Mens jeg udøver hærværk´ mod ´Solens varme skød´. Jeg panorerer henover en ´Udstilling´ med mit ´Kamera´, tager et billede af juletræet, og ser mig selv ´Genspejlet´ og forvandlet af
´Kun deres duft´. Den fordamper sagte i ´Den vilde sol´, og forsvinder netop som 
 ´Vi styrter os ned i natten´ på ´Flugt fra en verden´, og går i ´Kredsløb´ om jorden.
En ´Dagsfornemmelse´, der er på vej, er ikke til at tage fejl af! Jeg ser ´Min indre neger´ og hans
´Kult´ dannne et ´Billedtæppe´ af lutter memosyner, blidt ´Bestøvet´ og befrugtet i ´Et liderligt brøl´,
præcis som i ´En tilstand af død´. Men måske er det kun ´Søvn´, som jeg snyder mig til i
´De ubevogtede øjeblikke´ af intens råhed´, hvor ´Jeg vil lade mig elske´ og bade i kulørt ´Blitzlys´? Jeg vil forlange
´Andre farver og stærkere dufte´, mens ´Jeg søger dansen´, og ´Jeg vil prøve at finde hjem´. Jeg forlod det hastigt, da Ún hviskede, at ´Vi må væk herfra´. Lidt efter lader jeg blegheden sive bort, for
´Jeg kan ikke danse mere´, og trænger til ´Stilhedens støj´, næsten fotabt, næsten ´Som et barn´, der kaster blanke øjne til ´Engle´, kort før de og ´Jeg smelter bort´.