Hvad er tidens rolle i fortællende litteratur og dermed i menneskets selvforståelse? Dette spørgsmål er centralt i både filosofi og narratologi, og det er temaet i Morten Nøjgaards bog, der forløber i en stadig dialog med den franske filosof Paul Ricours store trebindsværk Temps et récit (1983-85).

Grundtanken i Ricours tidsfilosofi er, at den sprogform, vi kalder fortælling, er menneskets redskab til at forstå sig selv som værende i tiden. Når vi alene med forstanden tænker over, hvad det vil sige at leve i tiden, støder vi hurtigt ind i uopløselige modsigelser, der får os til at tvivle på selve tidens eksistens. Men kun den, der har mistet forstanden, kan leve med en sådan tidsløs bevidsthed. For at vi overhovedet kan fastholde os selv i vores egen identitet, må vi kunne opbygge en tidsbevidsthed, som sætter vort eget jeg ind i et forløb. Her er det, fortællingen træder ind og afløser den rationelle erkendelse. I fortællingen forløber tiden, uden at personlighedens identitet opløses; i fortællingen skaber jeg mig selv og fastholder mig selv som værende i tiden.

Morten Nøjgaard er professor i Romansk Filologi, Syddansk Universitet, Odense.