kirkelige undervisning som oplysning og dannelse i det hele taget medvirkede til at gøre præstegårdene til lokale ’oplysningscentre’. Præsten var jo ofte den eneste uddannede person i sognet. Som bl.a. bidrog til forbedringer og driftsomlægning i landbruget.
’Vakte’ præster åbnede præstegårdens ofte store rum (og haver) for sognefolket til foredrag og folkelige møder, som især på landet har haft stor religiøs og kulturel betydning helt op til vore dage.

Siden 1970’erne har det moderne samfund, kvindeemancipationen, liberalismen m.v. gradvist undermineret præstegårdskulturens fundament, om end ikke dens idealer, der fortsat er til debat. Herom handler Kirsten Eriknauers bog, hvor 10 præster bl.a. forholder sig til spørgsmålet om præstegårdskulturens fremtid.
-    Bo i præstegård – lige midt i sognet? Nej tak!
-    Bo i præstegård lige midt i sit sogn? Hvor godt at være så tæt på!

”Det er svært at gisne om folkekirkens fremtidige status i det danske samfund. Men nærheden mellem folk og kirke har i hvert fald historisk en klar sammenhæng med, at præsten boede dør om dør med sognets folk. Det dokumenteres af denne bogs personlige fortællinger. Denne nærhed bør der, også under ændrede vilkår, gøres meget for at bevare,” sagde afdøde Niels Henrik Arendt i en af bogens samtaler med forfatteren.