har stået i centrum for romanen siden modernitetens spæde begyndelse kort efter de store russiske forfattere skrev i sidste halvdel af 1800-tallet: Menneskets manglende evne til at finde ud af at leve sit eget liv.

Romanen er opbygget som en lang, indre monolog. Den gennemspiller de forskellige muligheder for at forstå og derigennem løse det problem, som fortælleren formulerer for sig selv – at livet ikke fungerer. Et det midtvejskrise? Er det samfundets skyld? Opvæksten? Mod slutningen kommer der en åbning, en lysning. Hvordan skal naturligvis ikke røbes her