sammenhæng, hvori jeg hidtil har stået? 
Et centralt tema i bogen er, om vi lever i en verden, der regeres af tilfældets love, eller om fænomenerne selv, når vi anstrenger os for at betragte dem fordomsfrit, peger hen på, at man kan tale om skæbnens tilskikkelse. 
Når vi som mennesker når op i den sene livsfase, har vi mulighed for at gennemgå en modningsproces og særligt udvikle vores bedømmelsesevne. Vi har mulighed for at indordne problemer og vanskeligheder i en større sammenhæng og at se dem i deres realitet, i deres forbindelse med andre fænomener. I denne livsfase kan dette spørgsmål opstå: Hvad er egentligt mit urbillede. Det er ikke noget, vi udtænker, men noget, vi kan møde. Et urbillede er lagt i os som et ideal, efter hvilket vi søger at virkeliggøre vores menneskeværen. Urbilledet af mennesket i den sene livsfase er mennesket på tærsklen til den åndelige verden, mennesket på tærsklen til den himmelske verden. Således kan det være et kald for mennesket i den sene livsfase at være et levende vidne om den åndelige virkelighed.