stiftelsen af Dansk Samling sammen med Nina og Arne Sørensen i 1936, og det blev bestemmende for hendes senere skæbne.Hun købte i 1927 Gæstgivergaarden i Vollerup og indrettede den til Als Husholdningsskole. I sin undervisning lagde Johanne Hansen stor vægt på, at det ikke var nok for unge piger at lære at føre hus på bedst mulig måde, nej, de skulle også engagere sig i livet uden for hjemmets fire vægge og tage aktivt del i det. I tilknytning til skolen blev der oprettet væveskole, kursus for husmoderafløsere, og Johanne oprettede på loftet af husholdningsskolen det første vandrehjem her i landet. I 1935 blev den nybyggede Abildgaarden indviet som decideret vandrehjem.Hun blev tidligt under besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen og var trist over manglen på modstand. Hun var skeptisk overfor regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. At være vidne til ondskaben uden at gøre noget, var for hende det samme som at være part af ondskaben. Hendes deltagelse i modstandsbevægelsen førte til tilfangetagelse af hende og andre i en gruppe, som blev arresteret og deporteret til Ravensbrück koncentrationslejr i oktober 1944. Hun kom hjem igen med De Hvide Busser i maj 1945.Johanne og hendes lidelsesfæller i Ravensbrück havde sagt til hinanden, at når de kom hjem, så ville de ikke tie, de ville fortælle, hvordan det var at være i dette ”Helvede på jord”, som det blev kaldt. Og Johanne lovede sig selv, når hun stod frysende og sulten ved de frygtelige appeller og lå vågen i de lange nætter: ”At hun ville skrive en bog om alt det forfærdelige.”
Det var ikke kvinderne, der efter krigens afslutning, blev hædret for deres indsats. De fleste gik stille med, hvad de havde udrettet. I stedet genoptog de deres opgave med at sørge for hus og hjem, mand og børn. Mange valgte at forsøge at fortrænge det, de havde været igennem.
Midt i alt det onde fandt Johanne også alt det gode, som mennesker kan rumme. Hun kom så langt, at hun tilgav dem, der havde forvoldt så megen ondskab. Hun ville tilgive og aldrig bære nag.Johannes mod på livet og menneskesyn er et eviggyldigt vidnesbyrd om, at det altid nytter at gøre noget. Det er en læring om, hvad et menneske formår at udrette og udholde. Hun gav aldrig op, så altid muligheder i stedet for begrænsninger. Vi har et stort behov for de tanker og den indstilling i såvel gode tider som i tider med modgang.
Johanne Hansen nåede aldrig at skrive bogen, som hun ønskede udgivet som inspiration til de mange, som vil mere med deres liv end bare at være til. Johanne Hansens holdning til krig og fred kan ses som en klar rød linje til krigen mellem Rusland og Ukraine. Krig skal ikke ’bare’ vindes, det skal også freden, så alt det onde kan lægges bag.
Johanne Hansens niece Elsebet Hansen har fulgt fasterens liv og påtog sig opgaven at skrive denne livsberetning om den ukuelige og stærke kvinde.
