Serviceloven fra 1998 udfordrer på mange måder socialpædagogisk praksis i forhold til voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Loven understreger, at psykisk udviklingshæmmede er borgere som alle andre. Uanset boform bor voksne med nedsat funktionsevne nu i egen bolig, og har ret til at vælge eller afvise pædagogiske tilbud om støtte.
Traditionelt har pædagoger ofte taget et stort ansvar for brugernes livsførelse for at undgå marginalisering, hvilket i mange tilfælde har ført til formynderi. I de bedste hensigter, er brugerens livsførelse blevet normaliseret efter flertallets normer.
Med serviceloven er brugernes ønsker til egen livsførelse blevet sat i centrum, og den socialpædagogiske støtte skal tilrettelægges i samarbejde med den enkelte bruger, og på baggrund af dennes samtykke. Det betyder, at pædagoger fremover skal kunne møde og understøtte en mangfoldighed af værdier, livsorienteringer og handlsmønstre.
Bogen tager udgangspunkt i et udviklingsprojetk, hvor pædagoger diskuterer og giver eksempler på, hvordan der kan ydes socialpædagogisk støtte, der samtidig respekterer brugernes integritet og myndighed over eget liv.