omdiskuteret. Når Løgstrup en sjælden gang påberåbte sig Grundtvig, og man da skød ham i skoene, at det slet ikke var Grundtvig, han refererede, men snarere Thanings angivelige misrepræsentation af mesteren, da svarede han gerne, at hvis Thaning havde misforstået Grundtvig, så var det værst for Grundtvig. For Løgstrup var sagen det afgørende, ikke manden – og endnu mindre bevægelsen.

At der er berøringsflader (herunder brudflader) mellem de to, synes dog hævet over enhver tvivl; og det danner baggrund for denne udgivelse, hvor flere generationer af Løgstrup-forskere tager livtag med forskellige aspekter af forholdet.”