”Carvey, kom her! Lad damen være i fred,” kaldte en stemme næsten lige så dyb som hundens, og Adya kiggede op og så en mand, som matchede sit kæledyr i størrelse og pjuskethed, komme løbende over græsset. Han blev efterfulgt af en lille pige med rødt hår, der så ud, som det var blevet kørt gennem med en elpisker snarere end en børste. ”Carvey, slem hund!” Pigens skingre stemme ekkoede sin fars. Han måtte være hendes far, fordi til trods for forskellen i højde, vægt, køn og ethvert andet aspekt var parret ens. De havde påtaget matchende bekymrede udtryk mildnet af et hint af morskab over deres hunds dårlige manerer. ”Beklager, frøken.” Den skæggede mand tog fat i den løse ende af Carveys snor. ”Vi var på vej til hundeparken.” Han pegede hen over græsset. ”Jeg tog ting ud af bilen og gav Penny snoren.”