man søger. En bog fyldt med eventyr, skuffelser, gråt bureaukrati og oversete aspekter af virkeligheden.

I ”En fornem litterær karrieres forlis” fortæller Jean Ferry om en forfatter, der ønsker at skrive ”en tredive romaner med det meget præcise formål et logisk sted i teksten at indføje nogle bestemte sætninger som jeg vældig godt kan lide.” I stedet (”det vil være meget hurtigere end at skrive romanerne, som næppe heller, tror jeg, ville have den store interesse”) nøjes han med at nedskrive sætningerne og lade de omgivende historier udspille sig i læserens fantasi.

Måske kan det forstås som en poetik for de ultrakorte, absurde fortællinger, der udgør Ferrys eneste bog, før han forlod litteraturen til fordel for filmen.

I hvert fald leger han i Lokomotivføreren og andre fortællinger (selv)ironisk med læserens forventninger til, hvad en historie er, og til, hvordan man fortæller den, som i monologen ”Karfunklerne”, der fortælles af en mand, der har glemt, hvad karfunkler egentlig er. Og når han skriver eventyrfortællinger fyldt med eksotiske lokaliteter, farverige karakterer, dampskibe og øde øer, vender han vrangen ud på genren, gør eventyrerne slukørede og modfaldne, fylder rejsen med skuffelser.

Og alligevel er teksterne sært fascinerende og paradoksale: Vi møder hemmelige selskaber, der er så hemmelige, at man ikke med sikkerhed kan vide, om man selv er medlem eller ej; music hall-numre, der foregiver at underholde, mens rædslen lurer i kulissen; en mand, der aldrig er blevet født, fortæller sine barndomserindringer. Vi præsenteres for frit opfundne mareridtsmytologier om et tog, der har kørt i evigheder, og som man ikke kan forlade igen, og for rejseberetninger fra lande, hvor de indfødte flyver i ramponerede luftballoner og fisker efter fugle i himlen.

Bogen anbefales især til læsere af forfattere som Peter Adolphsen, Svend Åge Madsen, Franz Kafka, Witold Gombrowicz, Jorge Luis Borges og Alfred Jarry, eller måske af Ferrys egne yndlingsforfattere: Arthur Conan Doyle, Raymound Roussell og Jules Verne.

Jean Ferry (1906-1974), fransk forfatter og manuskriptforfatter. Den unge Ferry flyttede fra fødebyen Nancy til Paris, hvor han blev ansat som telegrafist ved et rederi. Gennem sin onkel, forlæggeren José Corti, kom han i kontakt med datidens parisiske avantgarde. Ferry opnåede medlemsskab af Collège de ’Pataphysique, var æresgæst hos Oulipo og fik sit surrealistiske forfatterskab godkendt fra højeste sted, da André Breton lod en af hans tekster trykke i Anthologie de l’humour noir. Siden orienterede Ferry sig mere mod filmen og skrev manuskript til film af Marcel Carné, Luis Buñuel og Louis Malle. 

”På Ferrys brevhoved burde der stå: ’Speciale i psykologiske konstruktioner. – Stort udvalg i paradokser, ejendommelige idéer etc. – Altid på lager: markante menneskelige subjekter. – Poetiske detaljer: efter anmodning.’”
– André Breton

”I tone og emnevalg minder [novellerne] om Italo Calvino eller Steven Millhauser.” – Michael Dirda, The Washington Post

 ”Også hvis man har læst hele bogen på én gang, er det en vidunderlig bog at dykke ned i igen; teksterne er et genbesøg værd.”
– M.A. Orthofer, The Complete Review