Lugten af sneaf Pia Tafdrup

Digte må gerne lugte af hud

Pia Tafdrups nye bog indfanger via næsen hele verdens mangfoldighed, som, må vi inderligt håbe, aldrig kan spoleres af menneskenes nederdrægtighed [Kort uddrag]

Lugtens pejlemærker

Hver af de ni afdelinger i Pia Tafdrups nye digtsamling er som en sats i et musikstykke [Kort uddrag]

En duft af Tafdrup

Digte. Der er en usædvanlig sanselig skarphed i de bedste af Pia Tafdrups nye digte. [Kort uddrag]

Pia Tafdrup må have en eminent lugtesans

’Vi kan lukke ned for syns- og høresansen, men har svært ved på samme måde at blokere for lugtesansen.’ Det fysiologiske faktum bruger Pia Tafdrup meget konkret i denne koncept-digtsamling til at koble lugte til ’noget større, noget universelt og kollektivt.’ Man kan blive helt misundelig over digterens evne til at dufte eksempelvis ’åndeløst blod, meditative aftentanker, drømte digte, klarhed, udlængsel og hjemve,’ men det er også en mulighed, at hun ’bevidst overbetoner, hvad vi kan snuse os frem til.’ [Kort referat]

Gajolæskeagtige svirp med halen

At skrive en serie af digtsamlinger om ’de fem sanser er et både oplagt og ambitiøst projekt.’ Desværre slipper Pia Tafdrup ikke særlig godt fra det med denne anden bog i kvintetten, der handler om lugtesansen. Bogen ’indeholder ikke for alvor gode, læseværdige digte’, og der er for mange ’uinteressante eller banale beskrivelser’ og ’mere eller mindre overfladiske konstateringer af tilstedeværelsen af denne eller hin lugt.’ De enkelte lyspunkter forsvinder i mængden. [Kort referat]

Krystalnæse

Sanseligt. Pia Tafdrups nye digtsamling demonstrerer, hvor umådeligt besværligt det er for en parfumeafdeling at lugte som en kostald. [Kort uddrag]

Med lugtesansen i centrum

Der er ingen tvivl om, at Pia Tafdrup mestrer den klassiske lyriske genre med et højstemt billedsprog, anaforer og et central lyrisk jeg, men grundet et alt for abstrakt billedsprog er der ikke meget at komme efter i digtsamlingen. [Kort uddrag]