Fra det øjeblik Julians kusine, Margaret Gresham, introducerede sin nye forlovede for Julian, nærede han mistro over for den charmerende mand. Halstead Wiley var overfladisk, for venlig, for indsmigrende, og alt for attraktiv med sit mørke, kastanjebrune hår og påfaldende grønne øjne. Hans glatte stemme og gnistrende smil fik hårene på Julians nakke til at rejse sig og en indre stemme til at varsle Løgner. Men Julian formåede at smile idet han bestemt trykkede mandens hånd i foyeren af Julians byhus. Det strejf af hud imod Julians forårsagede en bølge af varme i hans skridt, og han rejste børster. En uventet, uvelkommen tiltrækning førte krig imod mistillid i et foruroligende miskmask. Julian lod ingen af disse følelser vise foran Margaret, som strålede. ”Jeg er så glad for endelig at kunne introducere de to mænd som står mig nærmest for hinanden.”