Lefkowitz kiggede kort over på mobilen på natbordet. Han havde gjort det til en vane først at tjekke sin telefon, efter han havde fået tøj på, medmindre den ringede. De fleste af hans ”kunder” var jo døde, når han skulle møde dem, så en halv time fra eller til gjorde aldrig den store forskel. Denne morgen var der flere beskeder, end der plejede. Det kunne kun betyde en ting: at nogen ikke havde overlevet natten. Lefkowitz skyndte sig ud til Miriam, som allerede havde gjort morgenbordet klar. Hun stod som sædvanlig i sin mørkebrune morgenkåbe, som han engang havde købt til hende i Illum. Han elskede at se hende i den. Hun så sexet ud i den. Hver gang han sagde det til hende, troede hun ikke på ham og rystede bare på hovedet som en lille genert pige, men han mente det. Så meget for 30 års ægteskab, tænkte han.