der alle oplever alderdom vidt forskelligt. En følte ”klaustrofobi”, en anden havde det som ”blommen i et æg”. Bogen siger ikke, hvordan alderdom er – den dyrker ikke én vinkel, men portrætterer forskellighederne med henblik på at udfolde de rammer, som alderdom placeres i. Hvornår trives en gammel, og hvornår trives en gammel ikke?

Bogen peger også på konsekvenserne af plejehjemslivet, som de ser ud på en 33-årig krop. Ea Ørum får begyndende liggesår og kommer ikke udenfor. De oplevelser bringer teksten omkring hendes nærmeste familie, hendes morfar, der døde på sit andet plejehjem, og hvordan Ea Ørum i dag ville have behandlet ham anderledes, hvis hun bare havde vidst, hvad hun ved nu.

Ea Ørum skriver i bogen ”Mærk Alderdom – fra 33 til 88 år”: "Jeg boede på mit eget værelse, jeg blev hejst op og ned med lift, og jeg fik ble på. Jeg ville behandles, som alle andre i samme situation ville være blevet behandlet.

Jeg var ikke længere privat. Jeg var afhængig. Jeg blev en arbejdsplads."