”Vi har afspærret alt og jaget folk ind i deres huse igen,” sagde Hinnerk, efter de var steget ud ved pensionen ”Astarte”. ”Begge de små drenge er bragt til fastlandet med helikopter. Kun den ene har overlevet styrtet, men det ser ikke godt ud. Forældrene er på Universitetsklinikken i Kiel. De hedder Sarfeld, kommer fra Freiburg. De ville holde ferie her et par dage sammen med bedsteforældrene. Og så sker der sådan noget!”    

Benthien nikkede tavst. Han betragtede landskabet rundt om sig, hvorover der hang en tung oktober-himmel. Gennem de grå klitter førte en grå vej til den grå horisont og videre. Der kunne ikke ses noget af havet herfra, kun mod øst hang en svag brusen i luften. Weststrand lå længere væk bag ansamlinger af sand, marehalm og forpjuskede brune hedeflader. På og mellem klitterne krøb stråtækte huse sammen som kaniner, ofte halvt skjult mellem forkrøblede fyrretræer, små birke og tykke hække af hybenroser, der for længst ikke længere blomstrede. Alt virkede uddødt.