Efter tiden hos Rembrandt arbejdede han selvstændigt indtil han i 1651 rejste videre til Italien. Her opholdt han sig de første seks år i områderne mellem Venedig, Bergamo og Ravenna og fortsatte derpå til Rom, hvor han etablerede sig for de sidste 30 år af sin levetid. Både i Nederlandene og i Italien var Keilhau ifølge en samtidig biografisk kilde en søgt og højt estimeret kunstner, men kort efter hans død udviskedes erindringen om ham, og hans billeder blev derefter i århundreder tilskrevet andre mestre.

Først så sent som i 1938 publicerede den italienske kunsthistoriker Roberto Longhi en artikel med en håndfuld lærreder, som han mente kunne skyldes danskeren. Hverken han eller andre kunsthistorikere foretog dog yderligere undersøgelser i de næste knapt 50 år, og Keilhaus arbejder fortsatte derfor med at bære andre kunstnernavne eller blot være registreret som ”anonym 1600tals mester”.

Således var situationen, da Minna Heimbürger, som dansk kunsthistoriker med mangeårigt virke i Italien, besluttede at foretage arkivundersøgelser om maleren og forsøge at finde frem til værker af ham. Resultatet var overvældende positivt, og i 1988 udgav hun i Italien sin første bog om ham med oplysninger om hans liv og virke samt et katalog med godt 200 af hans værker. Kendskabet til den danske kunstner blev nu udbredt i udlandet, og det tilvejebragte både nye oplysninger og muliggjorde opsporing af mange flere af hans malerier. I dag kendes mere end 320 arbejder af Eberhart Keilhau. 

Minna Heimbürger er magister i kunsthistorie fra Københavns Universitet og dr.phil. sammesteds fra på en afhandling om forholdet mellem kunstnere og kunstbestillere i det syttende århundrede. Hun er en internationalt kendt forsker bosat i Italien og har et omfattende forfatterskab bag sig, heriblandt artikler og en bog på italiensk om den danske barokmaler Eberhart Keilhau.