Som han siger: ”Efter min mening må man gøre det, der kræves, så man kan have god samvittighed, når ens kære går bort. Man bør opfylde deres sidste, inderlige ønsker, selvom det tærer hårdt på en.”  

Efter sin sidste kones død skulle han lære at lave mad til sig selv fra bunden, og han flyttede alene fra det parcelhus, hvor de havde boet sammen i tre årtier, til en lejlighed inde i byen. 

 I bogen fortæller han om, hvordan det er at være pårørende til en døende kræftpatient, og om hvordan han to gange fik livet til at fungere igen som enlig. Om hvordan han bevarede håbet og fik hverdagen med arbejde og børn og hverdagsopgaver til at gå op, selvom han i begge forløb insisterede på at være så meget som muligt sammen med sin syge hustru. 

Sidst, men ikke mindst, fortæller han om, hvordan han efter sin anden kones død kickstartede sin nye tilværelse med en jordomrejse på et krydstogtskib uden at kunne et ord engelsk.   

To gange har Ib mistet sin elskede til kræften. Begge gange alt for tidligt. 

 ”Det er tab, som har vendt op og ned på mit liv, og som har tvunget mig til at tage kampen op mod ensomhed og tomrum.”