Om morgenen før solen stod op, forsvandt hun ud af lejligheden. Inden da, mens hun stille svævende gennem værelserne havde pakket de sidste ting ned, havde han naturligvis været vågen og ligget med ryggen til. Han hørte hendes rygsæk skrabe mod væggene i den smalle entré, hvorefter den tunge dør som det sidste blev åbnet og, efter en smule moslen i døråbningen, blidt lukket i; dårligt hørbart men mærkbart kraftfuldt, som stenlåget der anbringes og forsegler sarkofagen.