Manuel jager. Da en barsk håndlanger i et betændt restaurantmiljø får halsen skåret over og en tatovering skåret væk, krydser kriminalinspektør Ann Lidell fra Uppsala-politiet Manuels spor. Uddrag fra bogen: "Et stykke ilanddrevet hvalkød. Sådan havde Haver beskrevet liget, og Ann Lindell forstod ham, da hun betragtede fotografierne, der lå linet op på bordet. Følelsen af væmmelse blandedes med lige dele spændingsfyldt forventning. - Tror du mig, når jeg siger, at alle efterforskere elsker et mord? havde Ottosson sagt for mange år siden. Dengang havde hun afvist hans tanke som absurd, nu var hun tilbøjelig til at give ham ret. Alene det, at hun kunne gå hen til vægkortet, gav hendes liv mening, og hun studerede det med en feltherres sammenbidte koncentration, fulgte Fyrisåns løb, indprentede nye navne og spekulerede over, om hun nogensinde havde besøgt Sunnerstagruben, den gamle grusgrav i åsen, som var blevet til skibakke. Hendes blik vandrede fra åsen over til åen og fandt Lugnet. Dér, i åen, i sivkanten, lå en menneskekrop, som i Ola Havers øjne var blevet forvandlet til et stykke kød. Liget var blevet fundet af to drenge, der havde kastet sten efter ænderne, som holdt til i sivene. Den ene dreng, elleve år gammel, blev ved liget, mens hans kammerat løb over græsstykket og hen til vejen for at praje en bil. Da Haver bagefter spurgte den elleveårige om, hvorfor han var blevet, om han ikke havde syntes, det var ulækkert, sagde den elleveårige, at han ikke ville have, at fuglene skulle hakke i manden." "En barsk håndlanger i et betændt miljø får halsen skåret over og sin tatovering fjernet. Fra amerikansk imperialisme og udbytning af den 3. verden til teenage narkosalg i Uppsala går det løs i den svenske krimiforfatters hidtil bedste roman." ***** Birgitte Grue, Berlingske Tidende ”Kjell Eriksson bruger det store greb – fra amerikansk imperialisme og udsugning af den tredje verden til teenagernes narkosalg i Uppsalas gader over grossistleddet i byens skumle kroge. Det er at gabe over meget, men han når hele vejen. Her findes gudskelov ingen mentale bordelinetilfælde eller alkoholiserede galninge – det, som har plaget så mange kriminalromaner de seneste år, ja, nærmest blevet en norm. Her er storskurkene iskoldt kalkulerende ingeniørhjerner og småskurkene marionetter, der hænger i deres snore … Slutningen er helt unik for kriminalgenren ... Kjell Erikssons hidtil bedste kriminalroman.” Gunder Andersson, Aftonbladet