Årsdagen er altid den værste. Den giver Alexander kvalme. Et surt opstød og smagen af en lille portion mavesyre får ham til at vride sig uroligt i dobbeltsengen. Han ruller sig nænsomt tilbage på ryggen i et håb om at undgå en ny bølge af kvalme. I en frustreret og tung sindsstemning opgiver han søvnen og tager en dyb indånding, inden han svinger sin nøgne krop udover sengekanten. Væk fra dynens omfavnende, varme og beskyttende greb. I en fast besluttet bevægelse tvinger han med begge hænder gardinet til siden. Han håber, at solens stråler vil kærtegne hans nøgne krop og give ham ro, men dens skarpe lys er som nåle mod hans øjne, og det føles som tortur. Stilheden er larmende urovækkende. Alexander tager jointen op til sine morgenklistrede og halvtørre læber, der næsten sidder fast på det grove, grå papir om tobakken. Han hader sine penge. De er roden til alt det grimme, der er kommet ind i hans liv; utroskab, stoffer og falske venner. Ét sted finder han stadig lidt fred, i kunsten kan han leve, her finder tankerne en spirende nysgerrighed og et befriende univers. Men snart vil ALT forandres, for både Alexander og de mennesker, der kommer i kløerne på hans afhængige kæreste.