Marcel Proustaf Ernst Robert Curtius

Marcel Prousts værk er åndens uendelige strøm. Den kender hverken til stagnation eller nogen form for død, skriver Ernst Robert Curtius i sit brillante essay fra 1925, skrevet tre år efter Prousts død, to år før det sidste bind af À la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid) udkom. Curtius skriver endvidere, at Prousts stil er den åndelige energis triumf over oplevelsen. Den er indsigtens præcisionsinstrument, der gjorde ham i stand til at opdage nye nuancer af væren. Med sin kritiske metode sætter Curtius fokus på metaforik, på rum og tid, på kontemplationens betydning, på kærligheden som en sygdom, på æstetik og på kunsten som forløsende kraft. Curtius’ essay er et uomgængeligt bidrag til forståelsen af Prousts sætninger og åndelige orientering.