skriver endvidere, at Prousts stil er den åndelige energis triumf over oplevelsen. Den er indsigtens præcisionsinstrument, der gjorde ham i stand til at opdage nye nuancer af væren. Med sin kritiske metode sætter Curtius fokus på metaforik, på rum og tid, på kontemplationens betydning, på kærligheden som en sygdom, på æstetik og på kunsten som forløsende kraft. Curtius’ essay er et uomgængeligt bidrag til forståelsen af Prousts sætninger og åndelige orientering.