Marias perlekædeaf Kirsten Kjær

Ellen retter blikket fast mod den tykmavede krukke, som står der på skænken i spisestuen, hvor de sidder, og nu ligner den en urne, men i næste øjeblik ser hun en gravid kvinde, og det ryger ud af hende: ”Jeg vil aldrig kunne arve, fordi du ikke er stået frem og har råbt ud over hele verden, at du er min far. Og fordi dine dejlige forældre døde fra mig, og fordi din forkælede søster ikke gad adoptere mig.” Da hun mærker, at de lytter, får hun mod til at fortsætte. ”Men krukken, der står deroppe, har jeg kun gode minder om fra min tid hos dine forældre. Jeg vil så gerne have krukken med som et minde.”