I 1524-25 skriver Luther to skrifter mod hans tidligere forbundsfælle Andreas Karlstadt, som stod i spidsen for de voldsomme og radikale angreb på katolske helgenbilleder og altre, mens Luther opholdt sig i skjul på Wartburg.

Karlstadt udskiftede præstedragten med almindeligt tøj og kaldte sig selv for broder Andreas. Han indførte også nadver med både brød og vin i bykirken i Wittenberg.

Hans udgave af kristendommen lagde vægten på de åndelige oplevelser og Åndens direkte ledelse. Derimod var Bibelen en underordnet ting, som kun bestod af døde bogstaver. I forlængelse af det mente han heller ikke, at brød og vin i nadveren var andet end et symbol på Jesu åndelige legeme.

Imod denne radikale udgave af kristendommen er det Luther i hast skriver de to skrifter her i bogen. Først et åbent brev med advarsel mod »Sværmerånden« og dernæst en mere uddybende og grundig behandling mod »De himmelske profeter«, som Luther kalder dem.

Det er i dette skrift, Luther også giver en af sine mest udførlige behandlinger af forskellen på erhvervelsen af syndernes forladelse og uddelingen af denne skat. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen sker igen og igen gennem ord og sakramenter. Og det er kun på denne måde, Helligånden kommer til mennesker.