Tragedien sender Margaret tilbage gennem sin egen problematiske barndom og den problemfyldte tid som alenemor for Mary. Men samtidig giver den hende styrke til at søge sin egen hævn. Så der trods alt bliver tale om en slags retfærdighed. For Mary.

Uddrag fra bogen:
Han arkiverede rapporten og ryddede op på bordet. Han havde beroliget hende og sagt, at hun ikke skulle være bekymret. Sagt, at hun skulle lade et døgn gå. Hvis hun ikke var kommet hjem til den tid, skulle hun komme med et billede, og så ville de sætte gang i noget presseomtale. Han trådte ud i den varme nat og gik over parkeringspladsen. Han kunne lugte pommes fritene fra den vogn der altid holdt uden for den store pub på hjørnet. Men han følte sig ikke sulten. Han så op på månen, om to dage var den fuld, stadig lige så smuk som den havde været, da han var barn, da den havde fulgt ham på vejen hjem i nætter der var så mørke, at han kunne mærke det sorte røre ved sit ansigt.

Hun var derude et sted i det gråblå lys. Mary Mitchell, tyve år. Sort hår, blå øjne, slank bygning. Sidst set i sort T-shirt, en rød ruskindsnederdel og en sort cowboyjakke. Taler med New Zealand-accent.

Han startede bilen og kørte langsomt fra parkeringspladsen ud på hovedvejen. Glem det, sagde han til sig selv. Der er ikke noget du kan gøre. Og han sukkede. Et langt sørgmodigt suk.