af mennesker i de nordiske lande tilbage i tiden. Maske hedder på gammelnordisk og nutidig islandsk grima, som også betyder ansigtsbillede. Som en afledt form af ordet kaldtes Odin for Grimnir, når han færdedes maskeret for at skjule sin identitet.

Maskeansigter blev typisk placeret på centrale steder, som det var af særlig betydning at værne mod overlast. Ordet grime blev anvendt om et ejermærke på et træ og Grim indgår i navne på træer, bakkedrag og vandløb, som markerer skel. Maskeansigterne kendes bedst fra runesten, som den fra Aarhus, som Moesgård Museum nu udstiller og bruger som sit logo. Men de kendes også som udsmykning – amuletter – på skibsåretolde, sværdhæfter, økseblade, stokkehåndtag og værdiskrin.

Bogen henleder opmærksomheden på overleverede vidnesbyrd om åndemanere (shamaner) før kristendommens indførelse. Shamanerne fremtrådte med hjortegevir på hovedet samt tromme og trommestikker i hænderne. I Deres påkaldelse af guderne kunne indgå håndtering af slanger samt menneske- og dyreofringer.
Skulpturer og billeder af hoveder af mennesker, dyr og fantasivæsener blev brugt som magt-, skræmme- og værnesymboler i lighed med maskeansigter. Krigsskibe fik f.eks. i vikingetiden under angreb påsat aftagelige dragehoveder. Sidenhen blev de udstyret med løvehoveder på kanonporte og andre strategisk velvalgte steder.

For første gang gives her en samlet fremstilling af de formodede tanker bag brugen af sådanne symboler til magtdemonstration, forhånelse, værn, skræk og advarsel. Med beskrivelserne af disse forhold åbner bogen op for en verden, som der hidtil ikke har været lagt ret meget mærke til.