hænder, fejl og pauser omregnes til tal.

Til sidst skemaerne, hvor fravær, ulykker og rest presses ind og løber sammen.

»Maskinen trækker vejret« er ikke historien om et slagteri. Den lader læseren træde ind i dets logik: gentagelsen, den målte tid, forskydningerne, som ikke kan rummes i systemet og bliver i kroppen som rytme, lugt og efterbillede.