Det meste vi ved om samfundet, om den verden vi lever i og dens historie, om naturen der omgiver os, ved vi fra massemedierne. Samtidig ved vi så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi har en mistanke om manipulation, som dog ikke får nævneværdige konsekvenser. Med Luhmanns smag for paradokser må man ”forsyne al viden med tvivlens fortegn - og alligevel bygge på den og tilslutte sig den”. Denne ”effekt af det moderne samfunds funktionelle differentiering” som Luhmann kalder det er det forhold eller vilkår, bogen fokuserer på og bygger sin tese op omkring.

Som med størstedelen af Luhmanns bøger er der også her tale om et skrift, der forudsætter en ganske betydelig indsats af sin læser, til gengæld kan man være sikker på, at besværet bl.a. med at dechifrere de krævende sproglige formuleringer altid giver overraskende forslag til fornyet gennemtænkning af kendte problemstillinger. 

Det er ikke alene i relation til samfundsvidenskaberne, at den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-1998) teoretisk har gjort sig gældende, det er også tilfældet inden for en lang række andre mere specifikke områder som filosofi, æstetik, retsvidenskab, teologi, pædagogik og – som i den aktuelle sammenhæng – medievidenskab.

 Af Niklas Luhmann foreligger allerede på Hans Reitzels Forlag Tillid. En mekanisme til reduktion af social kompleksitet og hovedværket Sociale systemer. Grundrids til en almen teori. Oversat fra tysk efter Die Realität der Massenmedien af Nils Mortensen.