i det offentlige rum – fra Gråsten til Skagen, fra Herning til Rosenhaven ved Fredensborg Slot og det imponerende monumentområde ved Jelling.

De har kørt gennem landsbyer, hvor rækker af tilgroede, forladte huse i dag – med Cronhammars ord – ”står som halvkvalte skrig og med vinduernes tomme øjne” og gennem svimlende smukke hedestrækninger, hvor kunstneren bliver utilpas ved vindmøllernes skalering i forhold til landskabets naturlige fikspunkter. De har siddet i middelalderkirker og talt om Cronhammars religiøse anfægtelser og det, han kalder sine anelser (læs: inspiration), der kan opstå ud af intet.

Ingvar Cronhammar søger håbet og lyset, men tumler med troen, tvivlen og mørket. Han er svær at overse i det offentlige rum og i kunstcirklerne; men han er normalt meget tilbageholdende og privat. På disse roadtrips og i sit hjem uden for Herning fortæller han for første gang om sig selv og de – hidtil ukendte – barske sider af sin opvækst, der har sat sit aftryk på hans livssyn og kunstværker.