Dette er forfatterens beretning om sin egen tilbagekomst til en tilværelse igen efter overstået Minnesotabehandling og slemme forudgående år i Kong Alkohols vold, til det hun paradoksalt nok ængstes mest for og samtidig ønsker og hylder så smukt: Selveste livet. Det er ikke lette odds, hun og hendes lige er oppe imod. Fra behandlingsstedet for sygdommen alkoholisme ved hun, at en tredjedel af patienterne vil klare sig, en tredjedel må i en tilbagefaldsbehandling og at den sidste tredjedel vil drikke igen. Ofte med døden til følge. Tine Kust tager i herværende sin læser med på en anderledes gang på jord, hendes egen Vaya con Dios, og giver samtidig en sjælden fin indsigt i det alkoholiske, nu tørlagte, bange og ensomme væsen. Men det er også beretningen fra ”næsten over kanten” om nye venskaber, et specielt fællesskab, om håb, glæde, kærlighed og taknemmelighed. Især de meget sansede portrætter af mennesker og begivenheder vidner herom.

Hendes søgen efter mental og åndelig udvikling er kompromisløs og stærk: Hvor der er villighed, er der vej. Forfatteren debuterede med den anmelderroste Hvor går det hvide hen, når sneen smelter? En fin lille beretning om den dynamik der opstod i hendes gruppe på føromtalte Minnesotabehandling. Bogen udkom i både Danmark og Norge. Hun er nu aktuel med bogen Med hjertet som adresse, der kan ses som en toer til hendes første udgivelse. Begge værker står dog fint alene.