Per Madsen, og den unge Rami er enig. På egen krop har han mærket den ”velmenende integration” i skolen, og den kunne han ikke lide. Han undrer sig over, hvorfor lærerne opfordrer ham til at skrive om et belastet boligområde, når han hellere vil skrive om Spartacus og Ivanhoe.

Han undrer sig på gymnasiet og på universitet, hvor alle hylder det multikulturelle, men aldrig har sat deres fod på Vestegnen og set de problemer, som banderne skaber. Han undrer sig over de mange integrationsprojekter, og den ”integrationsindustri”, som bare er vokset og vokset, men tilsyneladende forgæves. Hvorfor mon, spørger Rami. Måske handler det bare om en god opdragelse og en vilje til at blive til noget. Det blev Rami, men han kunne ikke lide det billede, han til sidst så af sig selv i aviserne, når de igen og igen bragte hans debatindlæg om den forfejlede danske integration.

Han var blevet en del af selvsamme ”industri”, hvor personer med anderledes klingende navne blev ophøjet til eksperter i integrationspolitik på grund af deres ophav. På grund af deres navn – og ikke de værdier, som Rami eksempelvis fik af sin danske mor og syriske far, da han kom til verden på Rødovre Fødeklinik og voksede op i Avedøre Stationsby.