ham og stiller op igen og igen, mens den danske popbranche har set på hans musik med en vis overbærenhed.

Dokumentarfilmen ”Kandis for livet” satte imidlertid Johnny Hansens musik og hans store engagement i sit publikum i et nyt lys. I bogen reflekterer Johnny Hansen selv over filmen, og hvad den har betydet for hans popularitet, og om statsminister Mette Frederiksens anerkendelse af hans betydning for rigtig mange danskere.

Men først og fremmest er bogen et portræt af et usædvanligt varmt og engageret menneske. Om sit arbejde fortæller han blandt andet: ”Vi spillede fra klokken 22 til klokken 5 om morgenen, 7 gange 45 minutter. Det var fandme hårdt, men det var også en god læretid. Altså du holder ikke til det der, hvis ikke du kan lide det.” Og det kan han fortsat.

Johnny Hansen løfter også sløret for det private menneske, og det, der betyder noget for ham. Han fortæller om kærligheden til sin hustru, Gitte, hende, der har lært ham at sætte ord på sine følelser og at passe bedre på sig selv. Om kærligheden til børn og børnebørn og om at finde tid med dem i erkendelsen af, at der sikkert ikke er al den tid efter karrieren, som han i mange år har troet. Om en barndom og nogle teenageår med rastløshed og mange drømme, om det første kys, om at ville være landmand, senere politibetjent og at ville leve af at spille musik.

 

Fotografen Mingo bidrager med helt enestående stemningsmættede billeder fra Johnny Hansens koncerter og møder med publikum.