Femten muntre og personlige essays om, hvordan det er at blive ældre og pludselig opdage, at man ikke længere til fulde forstår den udvikling, der sker omkring én. Hartmann mener, med et glimt i øjet, at hverken hans forstand eller interesse slår til, når der skal tages stilling til EU og Amsterdamtraktaten, internet, cd-rom og lignende installationer. Han skriver om en tid i den tredje alder præget af både nysgerrighed og undren - om det, som ærgrer ham, og om det, som glæder ham. "Godfred Hartmann er en skånsom iagttager af en ikke synderlig skånsom verden, en mere selvironisk end ironisk medspiller i det store cirkus, der overvejende anskues fra den forsonende side. Det pointeres igen og igen, at dette er både uhøjtideligt, ubetydeligt, fordringsløst ... men den hopper jeg ikke på, dertil er Hartmann alt for lydhør en observatør og kronikør - og filosofisk iagttager med." - Ulrik Høy, Weekendavisen.