svagheder gør det indtryk som et tidligt og magtfuldt varsel om de katastrofer, som få år efter satte Europa i brand. Digtet lægger ud med et storstilet vue over den moderne verden, hvor børnene udsættes for grusomheder af mange slags. Stilen er knapt konstaterende, reportagepræget. Der panoreres fra den polske landarbejderfamilie, som glæder sig til det kommende barn, til den engelske barnemorderske og videre til det tyske barn, der vokser sig sundt og stærkt – for engang at blive dræbt af politiet. Indignationen virker ægte, fordi den bæres af det faktuelt konstaterende."