på dette spørgsmål har det til fælles, at de ikke er opmuntrende.

Hvis der skal være lyse udsigter i nogen retning, er det helt op til os selv at sørge for det. Ved at ændre på vores indbyrdes forhold og på samfundet, så de bliver bedre at leve i. Hvis vi lader de stærke kræfter uden for os selv bestemme ændringerne, så bliver de uvægerligt til det værre. Det siger et utal af samstemmende prognoser, profetier og reviderede perspektivplaner …

I de sidste femten år har jeg (med svingende koncentration) skrevet på en slags samtidskrønike. Min forhåbning er, at en krønike skrevet på sådanne omkringfarende, uafhængige og samtidige betingelser kan sige noget om den historiske situation, som hverken kan siges på fast månedsløn eller mange år efter …

Hvad jeg har i tankerne er en kæmpemæssig, surrealistisk, spejlkabinetsagtig, bedøvende vækst i vores fælles kultur og eksistens. Den er hverken materie eller ånd, den er både teknologisk og kaotisk. Den skiller os ad, men vi er ikke destro mindre henvist til at søge vores fælles identitet gennem den. Massemedierne er spøgelsets gevandter, som det gælder om at lette på eller rive af, så den bedøvende, kvalmende, kræftagtige vækst kan fremstå nøgen og afsløret. Og så kan vi begynde at skimte hinanden bag den.«

Af forfatterens forord