med ham. Omgangstonen er rå. Dog finder han i et rigt nabohus et refugium hos den smukke hustru til en oberst, der forsyner ham med bøger, som han sniger sig til at læse om natten ved et blaffende stearinlys. Siden får han tjeneste på en Volga-floddamper som kokkemedhjælper og opvasker. Også her befinder han sig blandt samfundets randeksistenser og må arbejde hårdt for udkommet. Som han bliver ældre, bliver jobbene bedre. Han får job som lærling på et ikonmalerværksted og som opsynsmand på byggeværksteder. Overalt gør Gorkij iagttagelser af menneskene og omgivelserne, der senere giver næring til hans fortællinger.

"Ingen anden skikkelse i den russiske historie er 'folk' i en så eminent forstand som Gorkij. 'Barfoden', der steg op, ene og ukendt, fra dybet i det russiske liv. Ingen har trodset dette russiske liv som han, og ingen anden røst har så klart og gribende som Gorkijs formuleret folkets ene fornødne: Lys over landet." – Ejnar Thomassen, Maksim Gorkij, Et russisk menneske, Indledning til Min barndom

"Ikke blot rummer Gorkijs værk en eventyrlig stor række fængslende og spændende begivenheder, men menneskeskildringen er på sin vis genial, uovergået af nogen som helst skribent … Den, der forsømmer at læse Gorkijs erindringer, berøver sig selv en af de mægtigste oplevelser, litteraturen har at byde." – Chr. Rimestad