Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.   

Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.   

Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.