Lidelsernes fællesskab
Ligesom for Primo Levi og andre holocaust-overlevere har selvmordet været en altid nærværende fristelse for den franske journalist med mere, Marceline Loridan-Ivens, som i denne bog sætter ord på sin livslange rystelse efter Auschwitz-Birkenau. Ikke kun rædslerne i lejren og hendes fars død har mærket hende, men også hendes resterende families uforståenhed og den antisemitisme hun oplevede hos almindelige franskmænd ’i det, hun og faren troede var deres hjemland.’ Bogen er formet som ’et langt brev til faren, og ’den frie brevstil og erindringsblanding, dens gru og varme, er sensitivt og artistisk velberegnet. Hvis kommunikationen med hendes slægtninge svigtede, er den nu for læseren fuldkommen klar og ikke til at komme udenom.’ [Kort referat]