man ikke skulle ret langt tilbage for at møde fattigdom og social nød, om, hvordan han blev skuespiller, om kolleger som Astrid Villaume, Kirsten Rolffes, Bodil Kjer, om instruktører og teaterdirektører, om de roller, han har optrådt i på mange forskellige scener, og op- og nedture, triumfer og sammenbrud; han lægger ikke skjul på, at han ikke altid har været lige let at arbejde sammen med; men man forstår nu mere, hvorfor det har forholdt sig sådan.

Han fortæller på det smukkeste dansk, med klang af guldalder, med et overvældende stort ordforråd og en rent ud sagt forbløffende nuancerigdom.

Det er en erindringsbog langt ud over det almindelige, den giver indblik i såvel Reenbergs liv og virke som dansk teater i hans periode. Den er en fryd at læse – og den suppleres med en række interview, som Me Lund har taget med Reenbergs kolleger og samarbejdspartnere, fx Sonja Richter, Klaus Hoffmeyer, P.O. Enquist, Michael Christiansen m.fl., som har meget at sige om ham og hans arbejdsmetoder.