Da du begyndte at skrive, føltes det ikke, som om skriften gik ud af kroppen, men som om den gik ind i den, befrugtede den. Du er temmelig sikker på, at det bedste i dig først vågner til live ved skriften: indbildningskraften, evnen, viljen til at se, se efter andre ting, andre sider. Skriften, samt beslutningen om at fortælle, reddede dig fra at være én, lukket inde i én forestilling om verden. Skriften åbnede op. Skriften gav dig frihed, gjorde dig til menneske.

Du fortæller, ergo er du.