militante aktivister med assistance fra lokale bisser sætter containere og biler i brand. Fire dage før det fra alle sider veltilrettelagte scenarie sættes i sving, springer en bombe – en anarkistagtig, rigtig én af slagsen – i Ungdomshuset. Og river to unge mennesker med sig. I hvert fald den ene var kendt som autonom.

Sådan starter Jens Münsters roman "Mens huset lissom døde".

Hospitalsportøren Bjarke får på jobbet kontakt til en tilskadekommen aktivist, syttenårige Louise, der uden gnist af tvivl i sindet ser bomben som overlagt mord. Hun havde så også været kæreste med den ene af de to omkomne.
Bjarke har svært ved at tage stilling til den betændte sag mellem de autonome og det etablerede samfund, men lader sig et øjeblik rive med af sin indignation og retfærdighedstrang. Og pludselig befinder han sig sammen med en ny ven, fotojournalisten Anders, og den sortklædte og oprørte Louise midt i et turbulent forsøg på at opklare drabene.

Hvad stiller man egentlig op, når hverdagens tryghed af lidt valne holdninger og tilvant virkelighed pludselig viser tænder? Noget bli’r man vel nødt til at gøre…